Fødselsberetning #16: Da Jónathan kom til verden

Der gik ikke mange timer efter dette billede, før Viktoría Gudrun fik mødt sin søn

Af Redaktionen og Viktoría Gudrun

I denne fortælling beretter Momsterbloggeren Viktoría Gudrun om, hvordan det gik til, da hun fødte sin søn, Jónathan. En historie, der både indeholder afføring, et ve-drop, et tårnhøjt blodtryk, en tvungen epiduralblokade og en sugekop.

Den første indlæggelse

En uge inden selve fødslen, blev jeg indlagt til observation på Hvidovre Hospital, hvor jeg skulle føde min søn. Jeg blev indlagt med for højt blodtryk og jordemødrene var dybt forarget over, at jeg ikke var blevet ordineret blodtryksnedsættende medicin hos min faste jordemoder.
Efter at have været til observation i to dage, fik jeg fortalt, at jeg skulle sættes i gang ugen efter. Jeg kom hjem om fredagen og skulle sættes i gang om mandagen. Den weekend var lang. For der var kun et par dage til, jeg fik lov til at møde min søn. Min søn som jeg havde glædet mig til at se.

Min mor skyndte sig at komme til Danmark, for selvfølgelig skulle jeg bruge moderlig støtte op til fødslen af min søn. Det var så dejligt at have hende ved min side og fortælle mig at det nok skulle gå. Dora var gode-Dora i de dage (NB: Læs om Viktorías forhold til sin mor her)

Så blev det mandag

Vi fik at vide, at vi ville blive ringet op, når fødemodtagelsen var klar til at tage imod os. Og det gjorde vi. Så klokken 19:00 mandag aften, var vi klar til at få prikket hul på vandet.
PLASK. Det var så mærkeligt, hvordan de kunne stikke en sypindslignende tingest op i min skede og prikke hul på noget vand. Det er mærkeligt.

Viktoría tilsluttet vedrop
Viktoría tilsluttet ve-drop

Ind på en stue og i gang med noget ve-drop. Jeg fik ve-drop, der fremprovokerer veer, da jeg ikke selv kunne få veer. Lidt ærgerligt, men jeg klager ikke. Det gjorde stadig fucking ondt. Ind og have tømt tarmene med klyc og så skulle baby gerne komme ud hurtigst muligt.

NEJ – sådan blev det fandme ikke.

Klyx – noget værre lort

Min krop tog IKKE godt imod dette afføringsmiddel. Så imens jeg sidder på toa og tømmer tarmene, begynder jeg at besvime. Jeg ringede på klokken og jordemoderen skyndte sig ind, så hun kunne holde ved mig mens jeg tørrede mig. Det var fucking pinligt.

Jeg havde ligget med sammen-klemte baller i de obligatoriske 5 minutter og til sidst kunne jeg ikke holde mig mere. Ud på toilettet og besvime. Okay. Så ved man ligesom hvad klokken er slået og jeg forudså at dette ikke ville blive nogen nem fødsel. Ikke fordi jeg havde regnet med at det ville være nemt at føde et fucking barn, men besvimelserne ville gøre det hele lidt sværere.

Og ja – jeg blev ved med at besvime de næste 17 timer.

Tvungen epidural

Jeg havde faktisk tænkt mig at føde uden smertestillende.

HAHAHAHAHA – KOM MED DEN FUCKING SPRØJTE.

For som det så ud, var Jónathan slet ikke klar til at komme ud. Så det gjorde fucking ondt. Desuden, grundet mit alt for høje blodtryk, var det slet ikke sikkert for mig at forsøge at føde uden smertestillende. Så denne sprøjte blev jeg “tvunget” til at sige ja til. For min egen skyld.

Takket være denne epidural sprøjte, fik jeg sovet i 3 timer, inden jeg gik i krig. Jeg nåede et billede af Tue sovende i lænestolen og jeg havde fundet overskud til at kunne klare fødslen.

Epiduralen stoppede med at virke ved en 06-06:30 tiden og nu kunne jeg for alvor mærke, hvad der foregik i min krop. Jeg tiggede og bad om mere smertestillende, for de fucking veer gjorde så ondt og Jónathan ville bare ikke ud. Mit blodtryk begyndte at blive sky-højt igen og de blev ved med at kaste blodtryks-nedsættende i min mund. Tue blev sat i job og skulle måle mit blodtryk hver 30. minut.

Halvt ved bevidsthed, halvt besvimet

Jeg reagerede rigtig skidt på afføringsmidlet, hvorfor jeg ikke kunne noget som helst. Jónathan var først ude klokken 14.27, så der var rigtig lang tid imellem epiduralen og Jónathans ankomst.

Tue blev ved med at måle mit blodtryk og jeg blev ved med at få piller. Desværre var det sådan, at hver gang jeg forsøgte at sætte mig op, at rejse mig op eller bare det at hæve hovedet, fik mig til at besvime. Fucking blodtryk. Jeg kunne ikke tisse, så de blev nødt til at tømme min blære med et kateter. Fra klokken 07-14:30 var jeg halvt ved bevidsthed og halvt besvimet. Jeg kunne intet andet end at vågne ved hver frem-provokeret ve.

De gange i mellem veerne jeg vågnede, kunne jeg bare se på min bekymrede mand, der holdt mig loyalt i hånden, ved hver evig eneste ve. Han spiste heller ikke noget, fik ikke noget at drikke og kunne ikke slappe af. I 19 timer – næsten – stod han loyalt ved min side og glædede sig til vi fik vores søn i armene.

Opkast, squatting, bæ og snot.

Ja, sådan var det. Tue måtte i slutspurten hoppe og på briksen bagved mig og hjælpe mig med at presse. Ved i hvad der skete? Jeg sked foran ham. Jeg lagde en lille kanin-kugle for snotten af ham. Pinligt? Nej, faktisk ikke. Det er hvad man kan forvente når man presser et menneske ud af sin krop. Tue valgte at tie omkring pøllen, til efter jeg havde født. TAK!

Jeg blev ved med at skrige at jeg ikke kunne mere. Jeg havde ikke kunnet holde hverken vådt eller tørt inde, så jeg var fuldstændig afkræftet. Mit blodtryk var skyhøjt på et tidspunkt og pludseligt stod der 5-7 fagpersoner over min nøgne krop. Læger, sygeplejersker, jordemødre, SOSU’er. Der var mange.
De havde ikke plads på operations-gangen til at kunne sende mig til akut kejsersnit, så Jónathan måtte tages ud med sugekop.

1-2-3 UD!

Jeg fik ikke de “rigtige” presse-veer. Så jeg måtte presse og presse uden at komme nogen vegne. Men da sugekoppen kom frem, stod hele personale-flokken og fortalte mig hvornår jeg skulle presse og hvornår jeg skulle stoppe.

Ud kom Jónathan. Ud kom mit lille menneske, med vidt åbne øjne og ingen gråd. Han havde de største øjne og det flotteste, sølvfarvede hår. Min dreng, min skat, min mening med livet.

Han blev lagt op på min mave, fik en hue på og med ét begyndte han at amme. Tue klippede navlestrengen og moderkagen blev født. Den var helt intakt og vi fik lov til at studere den lidt, mens jordemoderen tørrede Jónathan af.

På trods af, at Jónathan blev taget ud med sugekop, skulle jeg kun bruge 2 sting. Jeg mærkede intet. Jeg kiggede bare ned på mit lille menneske. Stolt, glad og nu med verdens bedste titel mor. 

 

Skriv et svar