Fødselsberetning #13: Novemberfødsel i vand

Fødselsberetning Momster Fødekar Veer Føde i vand

Den tolvte fødselsberetning her på Momster er skrevet af Karen. Karen beretter om den novembernat, hvor hun i et fødekar selv tog imod sin datter. Følelsen af selv at tage imod sit barn, og løfte det op af vandet og ud i den kæmpestore verden, omtaler Karen som værende helt ubeskrivelig. Her kan du læse, hvordan Karens fødsel forløb.

Optakt til fødslen

Natten til onsdag d. 22. november var virkelig drøj. Jeg havde haft plukveer fra om tirsdagen, og de tog ligeså stille til. Onsdag morgen skulle min mand på en tur med sine medstuderende, men jeg sagde til ham at jeg ikke kunne overskue at han skulle til Fyn hele dagen. (Vi bor i Århus). Derfor skrev han til de andre at han ikke kom, fordi jeg havde ”ondt i maven”. Han har ikke dansk som modersmål, og kunne nok ikke lige formulere en raffineret dansk sætning om en småhysterisk kone med begyndende veer. Vorherre bevares, tænkte jeg, men havde i øvrigt ikke overskud til at give sproglige tips.
Op ad formiddagen ringede vi til sygehuset, hvor jeg selvfølgelig havde forventet en besked a la ”det går nok i sig selv, du er jo førstegangs og 14 dage fra termin”. Men nej nej, den søde jordemoder mente bestemt at det var fødslen der var ved at starte, sådan som jeg lød. Vi tog derop omkring kl. 14, hvor jeg minsandten var 4 cm. åben. Det var nok til at udløse en fødestue, og jeg var vist allermest lettet over at vi ikke blev sendt hjem igen.
Fødestuen var fin – indrettet med separat toilet, og derforuden et rum med en jacuzzi som jeg så meget frem til at komme i. Det var dog ikke umiddelbart på jordemoderens agenda. Jeg blev først tilbudt et lavement, hvor noget væske blev sprøjtet op bagi, og som jeg så skulle holde på i ca. 10 minutter. Here we go, tænkte jeg, for hold da op, hvor havde jeg læst mange fødselsberetninger, og krummet lidt tæer hver gang denne del blev nævnt. Kombination af veer og peristaltik i oprør appellerede ikke rigtig til mig. Men i kampens hede viste det sig at være den mindste af de grænser der blev overskredet den dag og
desuden bragte det mig et skridt tættere på at komme ud i badekarret.

 

En lang eftermiddag

Eftermiddagen og det meste af aftenen gik med at jeg stod lænet indover en sækkestol og vrikkede pikant med hofterne alt imens jeg brummede ned i puden. At ligge på ryggen kunne jeg ikke holde ud, og på siden var det heller ikke godt. Jeg havde ingen smertestillende fået, men blev tilbudt bistik, som jeg dog takkede nej til, fordi alle mine veninder havde sagt, at det var det værste i verden at få dem lagt. Derimod tog jeg imod lattergas, men efter en enkelt ve med den lillebitte maske på, røg den også ud til højre, sammen med et par velvalgte eder og forbandelser. Kunne badekarret dog ikke snart komme ind i billedet? Nix, jordemoderen havde lige en yogabold som jeg skulle bounce lidt rundt på først. Der var en lægestuderende inde på stuen og kigge, og han må virkelig have været ude af sin comfort zone, for det eneste han sagde, var ”puha, hva?”. Jeg kunne på det tidspunkt godt finde på noget lidt mere slagkraftigt end ”puha”, og jeg benyttede mig flittigt af det danske sprogs kraftudtryk, mens lægen lige så stille tøffede af igen.

 

En lynhurtig pressefase og en smuk pige

Efter nogle gode hoftesving på bolden, kom jeg endelig ud i fødekarret. Og halleluja! Pludselig skulle jeg ikke holde min egen vægt oppe, men kunne koncentrere mig om vejrtrækning og nyde det varme vands smertestillende effekt. Min mand var fantastisk, og fodrede mig med kolde stykker frugt i vepauserne. Jeg spurgte om jeg kunne blive i fødekarret og føde, og det kunne jeg heldigvis godt. Jeg havde været i badekarret et godt stykke tid, da vandet gik i en ve. Og så kom der ellers fut i tingene. Presseveerne kom lige så snart vandet var gået, ca. kl. 22.20. Jordemoderen var på det tidspunkt lige gået ud for at spise, men min mand kunne heldigvis godt fornemme at han hellere lige måtte pile ud og få hende ind igen. Jeg pressede i lidt mere end 20 minutter, og jordemoderen var super god til at sige nok, men ikke for meget. Kl. 22.45 tog jeg selv imod vores smukke datter. Ord kan ikke beskrive følelsen af selv at tage imod sit barn, og løfte det op af vandet og ud i den kæmpestore verden!
Til gengæld kan jeg bekræfte alt hvad jeg nogensinde har fået fortalt om kvindens urkræfter og smerten der er glemt bagefter – jeg glæder mig allerede til næste gang!

 

_ _ _ _ _

Må vi også fortælle din fødselsberetning? Så send en mail med din historie til MNR@momster.dk. Din beretning må være helt, som du ønsker – om så den er sjov, følsom, hård, sørgelig eller glad, er den mere end velkommen. Du bestemmer helt selv, om du vil være anonym, om du vil vedhæfte billeder eller hvordan du har lyst til at formidle din fødselsberetning.

Jeg håber at høre fra dig.

Mette / Momster

Skriv et svar