Månedens morblogger #2: Malene Mygind-Elmann

Af Redaktionen

Malene blogger på Åndehuller, som har fået dette navn, fordi bloggen er hendes åndehul i hverdagen. Her folder Malene sig ud med livsfilosofiske tankestreger, selvrealiserende krumspring, hudløs ærlighed, sårbarhed og masser af kreative sysler. Og så er hun oktober måneds morblogger.

Malene er en vaskeægte superheltemor
Malene er en vaskeægte superheltemor

Fighteren Malene

Malene er en vaskeægte fighter. Efter et hårdt brud med faren til hendes to første børn, faldt hendes verden i grus. Malene måtte rejse sig op fra sit livs identitetskrise, som hun ikke troede, hun ville overleve. Hun fandt dog med tiden ud af at leve, og her opstod hendes blog, Åndehuller. Bloggen opstod med Malenes behov for en stemme – et behov for at tale om den intethed, hun følte. Malene mødte efterfølgende sin mand, som hun sidenhen har fået to skønne børn med. Hun beskriver sin blog som en slags åben monolog om livet som deleforældre og brudt familie, og dermed også muligheden for, at det alligevel kan ende lykkeligt for alle – til stor inspiration for os på Momsterkontoret.

En superheltemor

Malene er altså mor til fire børn. Det er i sig selv noget, som vi beundrer hende meget for her på Momsterkontoret (da vi alle “kun” har et barn hver) – hvordan får man lige overskud til fire børn? Hendes søn, Elliot, er derudover et high need-barn, der har helt særlige behov, som kan give enhver forælder sved på panden. Og nå ja, fik vi nævnt, at Malene også syer sine egne slyngevugger, og da også lige er typen, der løber et Mud Race? Malene er altså en vaskeægte superheltemor, der ikke sidder stille. Hun har altid gang i et kreativt projekt, hun har tid og overskud til sine fire børn og til at drive en super velskrevet blog, hvor hun aldrig går på kompromis med indholdet. Så kære Malene, har du fundet en magisk portal, der giver adgang til flere timer i døgnet, eller hvad er din hemmelighed? Vi er dybt imponerede.

Tabubelagte emner og en stor portion selvironi

En af grundene til, at vi elsker at følge med hos Malene, er hendes evne til at forfatte sig. Hun skriver indlevende og fængende på en sådan måde, at du føler, at du er inde i Malenes hoved, når du læser et af hendes blogindlæg. Hun tager tabubelagte emner op, men bedst af alt besidder hun en enorm portion selvironi. Du kan fx læse om dengang, hendes datter fandt hendes dildo, eller hvad med dengang hun og hendes mand måske, måske ikke, havde sex uden at kunne huske det?

Så Malene, vi elsker at følge med hos dig! Du gør det godt. Fortsæt med det. Stort tillykke med din titel som oktober måneds morblogger.

_ _ _

Hver måned kårer vi månedens morblogger. Det er en mor, der har udmærket sig særligt, ved fx at være hudløst ærlig, ved at have noget på hjerte, ved at tage smukke billeder eller måske noget helt fjerde. Det vigtige er, at månedens morblogger skiller sig ud ved at skabe et univers, som vi simpelthen bare følge. Her på Momster debatterer vi jævnligt, hvilke morbloggere der imponerer os, så derfor fandt vi på at lave denne serie og dele den med os. Det er Momster-redaktionen, der udvælger månedens morblogger, men du er meget velkommen til at nominere en morblogger, du synes, gør det særligt godt ved at sende en mail til MNR@momster.dk, med en begrundelse af din nominering.

Skriv et svar