Fædre og fødsler: To mænd fortæller

I denne artikel fortæller Benjamin og Kenneth om deres oplevelser med fødslen af deres børn
I denne artikel fortæller Benjamin og Kenneth om deres oplevelser med fødslen af deres børn

Af Mette Normann Røddik

Her på Momster har vi de sidste mange uger haft fokus på fødslen set fra mødrenes synsvinkel. Vi har i den forbindelse hørt mange smukke og bevægende fødselsberetninger fra mødre, der alle har været igennem den mest fantastiske oplevelse i deres liv. Vi må dog ikke glemme, at det ikke kun er kvinden, der bliver mor, når et barn kommer til verden, men at manden også bliver far. Derfor har vi spurgt to fædre om deres oplevelser med at blive far.

far fødselsberetning fædre fødsel
Benjamin med sin søn

Benjamin, far til en søn på 1 1/2 år

Fødslen af Benjamins søn var en vaskeægte lynfødsel, der kun tog 3 1/2 time fra første ve. De nåede først frem til hospitalet i pressefasen, men fødslen var normal og uden komplikationer. Moren fik intet smertestillende under fødslen og Benjamin var en kæmpe hjælp igennem det hele.

Hvordan håndterede du selve fødslen?

– Jeg synes, jeg håndterede fødslen okay. Der var meget stress på og tingene gik lidt hurtigere, end vi havde regnet med. I løbet af fødslen synes jeg faktisk, jeg klarede det godt. Jeg havde regnet med, at min kone var værre ramt, end hun var. Forstå mig ret! Selvfølgelig havde hun meget ondt, men det virkede som om, jeg kunne berolige hende, langt mere end jeg havde regnet med, i hvert fald. Og det er faktisk også det, jeg synes, var mit vigtigste job under fødslen: At hjælpe min kone til at komme godt igennem det.

Da vores søn blev født var fødslen gået så hurtigt, at det var vigtigt at han fik ilt og blev hjulpet med at trække vejret, fordi han var helt livløs. Det havde jeg rigtig svært ved at håndtere. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, og hvad jeg skulle sige til min kone, da hun blev ved med at spørge, hvordan vores søn havde det. Man går i ni måneder og venter på, at ens mirakel kommer til verden, og når barnet så kommer ud uden særlig meget liv, er det bare svært at kapere. Min kone blev ved med at spørge, hvorfor jeg græd, om jeg var glad eller ked af det, men jeg kunne bare slet ikke få mig selv til at svare hende. På daværende tidspunkt var der nok ti mennesker på stuen udover min kone og jeg, så det hele var meget voldsomt i forhold til den forestilling, som vi havde om fødslen. Vores søn fik det heldigvis hurtigt godt, men det var en meget svær situation, som jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle tackle.

Hvordan hjalp du din kone under fødslen?

– Jeg havde været sammen med min kone i over otte år, da hun fødte vores søn, så jeg kendte hende rigtig godt. Jeg vidste, hvad hun havde brug for, og hvordan hun reagerer i pressede situationer. Jeg vidste derfor, hvordan jeg skulle håndtere det, da hun var presset. Jeg sørgede bare for, at klare alle de ting, som hun ikke selv kunne klare. Da hun havde presseveer i bilen på vej til hospitalet, kunne jeg ikke gøre så meget, men jeg sørgede bare for at bevare overblikket og støtte hende.

Hvordan var det at se din kone i ekstrem smerte?

– Det var selvfølgelig ikke sjovt! Men min kone var rigtig sej, så jeg synes faktisk ikke, at det var så slemt, som jeg havde regnet med – selvfølgelig havde hun ondt, men hun var fandme sej. Hun arbejdede med smerten, i stedet for imod den, så hun var bare så sej.

Levede dine forventninger til fødslen op til virkeligheden?

– Nej. Jeg havde nok set lidt for mange film. Fødslen gik meget hurtigt. Fra vi havde parkeret bilen, til vores søn var født, gik der en time, og det var jeg bestemt ikke forberedt på. Men det gik godt. Det var faktisk lidt svært at have forventninger til en fødsel, når man aldrig har prøvet det før. Det er jo en helt vild situation. Jeg tror derimod at jeg har nogle forventninger til fødsel nummer to, fordi så har man jo prøvet det før. Men tiden må jo vise, om de forventninger så kommer til at stemme overens med virkeligheden.

Er der noget, du ville have gjort anderledes, hvis du kunne?

– Jeg havde nok prøvet ikke at kaste op, da min kone kastede op. Jeg kom til at kaste op, samtidig med min kone, fordi det lugtede rigtig meget. Jeg havde nok holdt mit hoved længere væk fra den balje, som jeg holdt, da min kone kastede op, haha. Og så havde jeg nok insisteret lidt mere over for hospitalet, som afviste at vi måtte komme, to gange. Men i selve situationen kunne jeg ikke havde vidst, at vi skulle have handlet hurtigere. Det er nemt at være bagklog, men i en fremmed situation er det svært at vide, hvad man skal gøre. Men det kunne da havde været rart, hvis jeg havde holdt fast, så vi var taget afsted til hospitalet tidligere, så vi ikke skulle køre tyve minutter med presseveer.

Hvordan var det at blive far?

– Ubeskriveligt fantastisk! Intet i mit liv har nogensinde været så stort som det.

 

far fødselsberetning fædre fødsel
Kenneth med sin datter

Kenneth, far til en datter på 1 år

Kenneths datter blev født på en af travleste nætter på fødegangen i Herlev Hospitals historie. Kenneth og hans kone var derfor overladt til sig selv under næsten hele fødslen. Da de endelig fik en fødestue, gik der ikke mere end 30 minutter, før deres datter kom til verden.

Hvordan håndterede du selve fødslen?

– Jeg var meget spændt på min egen reaktion op til fødslen. Jeg havde jo – naturligvis – ikke været i den situation før, så jeg vidste ikke, hvordan jeg ville reagere. Jeg synes selv, at jeg var ”on top” i hele perioden derhjemme. Fra min kone vågnede kl. 02:30 med små veer og til vi var på Herlev Hospitalet kl. 20-et eller andet. Jeg var meget med derhjemme og prøvede at være så praktisk, som overhovedet muligt.

Da vi så ankom til sygehuset, forsvandt lidt af mit drive, hvilket nok mest skyldes at vi mod forventning blev overladt til os selv på en modtagelsestue. Min kone var på det tidspunkt 5-6 cm åben og vi troede, at vi ville komme op direkte på en fødestue og få en jordemoder. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv i den situation. Jeg havde lidt forventet, at blive guidet under hele forløbet, men vi endte for os selv på en modtagelsesstue i et par timer, hvor vi lå og ventede på, at der skulle blive plads på en fødestue og at der var en ledig jordemoder. Vi følte os meget overset og ventede længe på personale, når vi trykkede på knappen og når de endelig kom sagde de bare: ”Ja vi har sendt bud efter flere jordemødre”, men det hjalp jo ikke os i vores situation.

Min kone havde åbnet sig til 9 cm, da hun endelig blev tilset af en jordemoder og en jordemoderstuderende. Vi kom op på en fødestue og mindre end en halv time efter, var min datter født.

Selve fødslen på fødestuen står en smule sløret for mig. Jeg var ligesom i en klokke, hvor jeg gjorde som jeg blev bedt om, men ellers stod mest afventende. Jeg syntes, at det var ekstremt mærkeligt at stå ved siden af min kone, som havde det rigtig hårdt, og samtidig se et lille menneske på vej ud af hende. Jeg husker, at jeg flere gange tænkte på, om hun nu var sund og rask og trak vejret, når hun endelig kom ud.

Hvordan hjalp du din kone under fødslen?

– Jeg hentede mad til hende, når hun var sulten, jeg hentede vand, når hun var tørstig og jeg trykkede på hendes lænd for smertelindring. Jeg tog tid på veerne, satte Norah Jones på, da hun bad om det og havde telefonisk kontakt til sygehuset. Derudover tog jeg imod en del verbale tæv, især når min kone havde slemme veer.

Min kone havde i ugerne op til fødslen deltaget i et APA-graviditetskursus, hvor jeg også deltog to gange. Jeg følte mig derfor ok klædt på til at hjælpe hende med forskellige stillinger og lejer, der kunne virke for hende under fødslen. Dem fik vi brugt godt sammen.

Hvordan var det at se din kone i ekstrem smerte?

– Jeg syntes, at det var hårdt. Jeg vidste godt, at det ville gøre meget ondt på hende, men jeg var alligevel overrasket over, hvor ondt hun havde det. Hun gik ind i sig selv til sidst, så når veerne var højst, var hun ligesom ikke til stede. Det var lidt vildt at opleve. Og så fik jeg bare en kæmpe respekt for hende. Hun kæmpede bare den kamp helt afsindigt godt. Hun kunne gøre som jordemoderen bad om, selv om hun var helt væk i smerter. Jeg tænkte flere gange, at det havde jeg nok ikke klaret.

Efter flere timer uden smertestillende, endte hun med at få lattergas da vi endelig kom ind på fødestuen. Det var vi begge glade for. Det gav hende lige det sidste overskud til veerne.

Levede dine forventninger til fødslen op til virkeligheden?

– Overhovedet ikke. Jeg havde en meget romantisk forestilling om fødslen (sådan er det jo i film). Jeg havde talt med min kone om det inden og forklaret, at jeg glædede mig til at få den her store intime oplevelse sammen. Hun grinte af mig, da jeg sagde det og forsøgte at forklare at hun mere så noget, der skulle overstås.

Jeg griner også lidt at mig selv nu, når jeg tænker på det. Jeg synes, at det var en rigtig hård oplevelse. Der var for meget, som jeg ikke kunne styre i den situation. Jeg var ret skuffet over, hvor meget vi blev ladt alene i den første tid på sygehuset. Jeg syntes, at det var rigtig hårdt at opleve min kone have så ondt, uden at jeg kunne hjælpe hende. Og lige da min datter kom ud, havde jeg lidt forestillet mig, at min kone og jeg sammen skulle nyde hende, men jeg endte med at holde min datter alene, alt imens min kone blev syet og stadig var på lattergas. Dette tog omkring en halv time, og i den tid sad jeg alene med min datter, og tænkte egentlig ikke så meget. Jeg tror at jeg brugte tiden der, til at falde lidt ned igen efter flere timers adrenalinsus… Jeg var forbandet træt! Og så sad jeg ellers bare og kiggede på den lille pige, som vi havde ventet så længe på.

Er der noget, du ville have gjort anderledes, hvis du kunne?

– Jeg ville have lyttet lidt mere til min kone. Blandt andet, da vi ringede ind omkring hendes intervaller mellem veerne. Sygehuset mente, at vi skulle vente nogle timer med at komme ind, men min kone syntes at vi skulle afsted med det samme, hvilke jeg til sidst gik med til. Og hun havde jo ret. Hvis vi havde ventet meget længere, var min datter blevet født i bilen. Min kone sagde efterfølgende, at hun ikke ville have kunnet sidde i bilen, hvis vi var kørt en halv time senere.

Og så ville jeg have talt med lidt større ord. Vi blev ret overset den første tid på Sygehuset. Det var slet ikke i orden. Der ville jeg gerne have været bedre til at sige til personalet, at de skulle komme og hjælpe os.

Hvordan var det at blive far?

– Det var stort! Men ikke til at starte med. Jeg havde lidt forventet, at en vild kærlighedsfølelse ville strømme ind over mig, da jeg sad med hende første gang. Det gjorde den ikke. Misforstå mig ikke. Jeg kunne med det samme mærke, at hun var min og at jeg ville beskytte hende for altid, men det var mere en slags urinstinkt der kickede ind end den der uendelige kærlighedsfølelse, jeg havde forventet… Den kom bare ikke der.

Hun lå i mine arme og var stadig smurt ind i lidt blod og fosterfedt. Og hun lugtede ikke særlig godt… Jeg havde læst, at nyfødte har en såkaldt fad lugt, og jeg anede ikke hvad det betød. Men det fandt jeg ud af. Den er ret ubeskrivelig, og slet ikke det værste jeg har prøvet, men det lugter altså ikke godt.

Det der med kærligheden. Det er til gengæld kommet væltende ned over mig. Min datter er 11 måneder i morgen. Jeg synes, at hun er det mest vidunderlige, der findes. Jeg savner hende, efter et par timer væk fra hende.

Mit liv har til gengæld også ændret sig meget. Jeg er meget træt. Jeg har ikke helt den samme energi eller overskud til alt jeg plejede før. Det passer nok også meget godt med, at jeg heller ikke har tiden. Det kom lidt bag på mig, hvor meget arbejde det egentlig kræver at have et barn (og jeg forventede altså alligevel ret meget arbejde).

Men de dage, hvor man ikke får sovet hele natten, hun har skidt igennem flere sæt tøj, og man føler at det er en evighed siden, at man har set gutterne… De dage forsvinder helt, når hun om morgenen rækker armene op imod en med et stort smil.

Skriv et svar