Fødselsberetning #9: En fødsel i uge 36

Denne fødselsberetning, som er den niende på Momsterbloggen, er skrevet af Maria. Maria gik i fødsel allerede i uge 28, men endte med først at føde i uge 36. Her kan du læse om den seje kamp, som Maria måtte igennem, før hun fik sin datter i armene.

Veerne starter første gang

Dagen starter faktisk meget normalt. Det er tirsdag. Kæresten er inde og passe den ene af hans to butikker.  Jeg går hjemme da jeg er sygemeldt på grund af bækkensmerter.  Jeg får sovet og set en masse tv, kommer lidt på plads i vores nye hus.  Jeg sover lidt mere. Pludselig vågner jeg med jag i ryggen.  Jeg ser tydeligt at maven spænder op og nu mere den gør det, nu mere ondt gør det. Jeg googler lidt. Plukveer. Det er ganske normalt kan jeg læse mig til. Jeg slår det lidt hen. Jeg skriver lidt til kæresten om at jeg syntes måske det gør lidt mere ondt end jeg måske vil vedkomme. Han tvinger mig til at ringe til fødegangen. Jeg får ringet, de tror nu ikke det er noget, men vil gerne se mig alligevel.

Klokken nærmer sig 18. Jeg tager stille og roligt bussen ind til kærestens butik. Vi går stille og roligt op på fødegangen. Herfra går det stærkt. Vi bliver undersøgt. Der bliver kørt strimmel. Der bliver diskuteret ting foran os som vi ingen ting ved noget om. Her vælter vores verden.
Jeg er 28 uger henne og i fødsel. Min livmorhals er væk. Jeg får vehæmmende og vores tid og verden står stille. Vi sover sammen inde på fødestuen. Der kommer heldigvis ro på hele situationen og veerne går i sig selv med det vehæmmende og lungemodende. Jeg skal stadig være indlagt frem til uge 34.

Vi skal have en hverdag op og køre med nyt hus, to butikker der skal passes, der skal gøres klar til en baby og jeg er indlagt og må ikke engang gå i bad uden en jordemoder skulle vide det.
Endelig kommer jeg hjem.  Et hjem som kæresten har gjort klar. Vi forsætter hvor vi slap. Baby gror sig stor og stærk. Vi rammer uge 35. Veerne begynder igen denne gang er det weekend og midt om natten. Nu tager vi afsted med vores tasker igen. Efter en ny strimmel og endnu en overnatning på fødegangen, bliver vi sendt hjem igen uden baby. Så må hun da komme til tiden nu.

Uge 36 og i aktiv fødsel

Nå uge 36. Veerne begynder igen. Det er anden påskedag, en mandag. Afslapning på sofaen. Der er derby i aften. (Manden er Brøndby-fan og jeg FCK) vi har købt Chips, dip og alt hvad ganen ellers lyster. Jeg prøver ihærdigt at skulle veerne er startet igen. Men en hver som har været i fødsel ved at det bare ikke er muligt. Kæresten tvinger mig igen til at ringe til fødegangen, sjovt nok vil de gerne se mig igen.

Klokken er omkring 16:30. Jeg er stadig kun 2-3 cm åben som jeg i hvert fald har været de sidste 2-3 uger. Jeg håner lidt af kæresten, og får sagt “se, hvad sagde jeg. Spild af tid og tage her ind igen”. Da strimmelen er kørt færdigt får vi lov til at gå ned efter noget st spise. Dagens cravings faldt på bland selv salat. Det lægger omkring 50m fra sygehuset. Jeg kommer pænt der ned, jeg kan mærke at det tager ydeligere til. Jeg skynder på manden, jeg skal tilbage og det er NU! Jeg når tilbage til indgangen på sygehuset. Jeg skal bare kaste op. Manden spøger om jeg skal have en kørestol og hæfter mig på det kraftigste i at det skal jeg fandme ikke, jeg har fandme to ben og gå med. Kaster op i en skraldespand i hovedindgangen. Kæmper mig videre hen til elevatoren og op på stuen igen. Sætter fodbold på som er startet, det er jo vigtigt! Vi ringer på klokken og siger det er taget til. Klokken 20:35 kommer en jordmoder ind og jeg er nu i aktiv fødsel.
Manden og jeg kigger lettere forvirret på hinanden for vi er snart forældre. I min stædighed om at det var spild af tid og tage af sted igen, havde vi ladet taskerne stå der hjemme. Min mor bor 1 time væk, hun skulle være med til fødslen. Hende ringer jeg til. Hun er på arbejde men får en til at afløse og kommer hurtigst muligt. Manden ringer til min svigermor og må fortælle at jeg nu er i fødsel men om hun ikke er sød at komme ind med vores tasker. Svigermor kommer hurtigt og er lettere forvirret sammen med manden og hun får ham sendt op på fødestuen igen. Min mor kommer og hun bliver hurtigt sat til og holde brækposen. Jeg får lattergas og er i helt okay. Griner, har en ve, griner og har en ve. Griner lige indtil at manden mener han skal ud og tisse.
Jeg får sagt at det skal han altså ikke, men den ene jordmoder giver ham lov. I min rus ser jeg ikke engang han er tilbage. Så jeg vrisser pænt hvor han er blevet af. Han står bag min mor.
Får hende sendt væk og manden op på plads.

Ingen tid til smertestillende

Veerne forsætter og forsætter, syntes nærmest kun jeg når at trække vejret mellem veerne.
Jeg siger til jordmoderen at nu kan jeg fandme ikke holde til mere! Nu vil jeg have noget det er mere kraftigt end lattergas. Hun siger at det kan vi altså ikke nå.
Siger at det skal vi fandme nå!!!! Hun siger pænt og meget roligt at så går hun over at begynder og udfylder nogle papir. Jeg mærker vandet går og lettere forvirret over ingen af de andre opdager det. Så jordmoderen spøger mig om noget, jeg kan slet ikke huske spørgsmålet, men husker tydeligt at jeg svarer med at vandet er gået. Jordmoderen tjekker efter og den er god nok, vandet er gået. Hun sætter sig igen over til computeren, for at rode med de papir jeg troede var til ydeligere smertestillende. Men hun har i virkeligheden skrevet hele fødselsforløbet ned.
Hun når nærmest kun lige at sætte sig da jeg får trang til at presse.

Pressefasen

Klokken er nu 23:30 og jeg får lov til at presse. Jeg når faktisk ikke at presse særlig mange gange før vores datter kommer til verden. Kl 23:51 er hun ude. Hun kommer hurtigt op til mig. Jeg er meget forvirret over at hun ikke siger noget. Jordmoderen kigger på min kæreste og jeg “skal vi ikke se om vi lige kan få lidt gang i hende” ØØØHH JO HVAD FANDEN TROR DU SELV. Jordmoderen nusser hende lidt over maven og bryster og vores datter kommer endelig med en lille lyd som lyder som et “Ja”. Manden klipper hurtigt navlestrengen. Hun bliver ydeligere undersøgt hende under varmelampen og på varmepuder. Hun er helt fin. Hun bliver målt og vejet og kommer hurtigt hen til mig igen. Hun søger brystet men har åbenbart ikke udviklet en sutteteknik endnu. Men vi kæmper og bruger nogle timer sammen på fødestuen og nyder hinanden i tresomhed. Omkring kl 4 vil vi gerne over på det senge afsnit hvor vi skal hen fordi hun jo er lidt tidligt på den. Her bliver manden sendt hjem? WTF. Nu er jeg alene på en stue med vores datter og jeg har lige løbet et smertemarthon og bliver nu efterladt smurt ind i tis og blod fra top til tå. Vi siger pænt farvel til hinanden og manden kommer hjem til en svigermor som græder af glæde de får snakket kort og så i seng. Han kommer op igen da klokken slår 9.

Skriv et svar