Når storken lader vente på sig

Af Mette Normann Røddik

Det er ikke lige let for alle at blive gravide. Nogle er så heldige, at de bliver gravide i første hug, mens andre må kæmpe, før de to streger toner frem på graviditetstesten. Denne klumme handler om, hvordan det føles, når storken ikke blot lader babyen dumpe ned, men i stedet lader vente lidt på sig.

Okay, vi gør det sgu… Lad os lave en baby!

Nogenlunde sådan lød det, da min kæreste og jeg besluttede os for at blive forældre. Vi havde i mange år kredset om den varme grød; først besluttede vi, at nu var det nu, nu var vi klar! Men da det så kom til stykket, trak vi alligevel i land. Om et år eller to, så passer det bedre ind.

Forventning

Da den store beslutning endelig var taget, var det som om, der herskede en sær forventning om, at det ville gå hurtigt at blive gravid. I hvert fald fra min side. Og det er egentlig ganske besynderligt, for jeg kendte udmærket statistikken, der sagde, at det kan tage op til et år, før raske par bliver gravide. I gennemsnit tager det otte måneder fra det øjeblik, man beslutter sig for at prøve, til man står med den positive test i hånden. På trods af dette havde jeg alligevel en forestilling om, at det ville være let for os. Jeg havde en tiltro til, at min krop var stærk, ung og frugtbar. Min cyklus har altid været regelmæssig, jeg har altid kunnet regne med min krop, så inderst inde regnede jeg også med, at min krop med lethed ville sende det der æg afsted gennem mine æggelederne, som selvfølgelig blev befrugtet, for derefter at sætte sig fast i min livmodervæg og, nå ja, udvikle sig og blive til en baby. Det skulle dog vise sig, at jeg ikke burde have så stor tiltro til min krop, som jeg i første omgang havde.

Naivitet

Måske gik jeg ind til projektet med en kæmpe portion naivitet, fordi jeg i virkeligheden ikke anede, hvor svært det egentlig er at blive gravid. Jeg har altid beskyttet mig bedst muligt – taget p-pille efter p-pille i en meget lang årrække og virkelig frygtet et scenarie, hvor jeg blev uønsket gravid. Selvfølgelig havde jeg hørt om ægløsning og alt det der, men måske havde jeg bare ikke sat mig ordentligt ind i tingene. For man bliver altså ikke bare gravid sådan uden videre.

Normal cyklus

Lad os sige, at du forsøger at blive gravid. I tilfælde af, at din cyklus er helt normal og regelmæssig på 28 dage, har du ægløsning på omkring dag 14 i din cyklus. Her kan dit æg befrugtes. Et lille vindue på én sølle dag i en hel cyklus, hvor det er muligt at blive gravid. I nogle tilfælde er dette vindue kun åbent i 12 timer. 12 timer! Det er altså ikke særlig store chancer, der er, for at ramme helt rigtigt. Dertil kommer, at du hverken må være under- eller overvægtig. Du skal helst spise sundt, dyrke motion (men for guds skyld ikke for meget!), du må ikke ryge, ikke indtage alkohol eller narkotika og så skal du helst være i starten af dine tyvere, hvor du er allermest frugtbar. Og så handler det jo ikke kun om dig og din krop, nej, der skal såmænd to til tango. Hvad med din partners sædkvalitet? Hvordan er den? Vidste du egentlig, at ca. 40% af alle danske mænd har nedsat sædkvalitet?

Og hvordan endte det så for mig?

Min kæreste og jeg brugte godt og vel 7 – 8 måneder på at blive gravide. Vi nåede at blive temmelig frustrerede over at det ikke bare skete. Vi gjorde jo alting efter bogen. Men pludselig en dag var den der. Nu har vi jordens dejligste søn, der i virkeligheden ikke tog hverken længere eller kortere tid at lave end statistikkerne. Når man står i det, og alle omkring én bliver gravide i første hug, føles det bare som om, at de 7 – 8 måneder er freaking lang tid.

Hvad er pointen så? At vi måske i virkeligheden tager for givet, at vi overhovedet er i stand til at blive gravide. De fleste af os drømmer om at stifte familie. De fleste af os forventer, at vi er i stand til netop dette. Det kan være, at storken lader vente på sig. Det kan også være, at du er én af de heldige, der bliver gravid med det samme. Og så er der dem, der må have hjælp til at blive forældre. Uanset hvilken kategori man tilhører, er det vigtigt at huske på, at det at blive forældre ikke er en selvfølge.

Tænk, hvilket mirakel det er, at vi er i stand til at skabe liv.

Skriv et svar