Fødselsberetning #4: Når baby ligger skævt

Julies datter Isabella, der havde ligget skævt i bækkenet
Julies datter Isabella, der havde ligget skævt i bækkenet

Denne fødselsberetning er skrevet af Julie, der måtte en lang og hård pressefase igennem, før hun endelig fik sin datter i armene. Det viste sig, at datteren havde ligget skævt i bækkenet og tilmed var stjernekigger. Tag godt imod Julies historie.

Veerne starter

Jeg vågner op kl 5.30 i 40+2 på toppen af en ve. Jeg får hurtigt vækket min kæreste, fordi jeg faktisk er lidt i tvivl om det er nu jeg skal føde. Han vågner og får mig talt til ro, da jeg bliver en smule bange og tror jeg allerede er gået i fødsel. Vi ligger i sengen indtil omkring kl 7, hvor jeg i mellemtiden har haft 5-6 veer, som er meget uregelmæssige. Jeg går ud på toilettet, hvor jeg ser blod i mine trusser. Jeg havde læst om i graviditeten, at man godt kan bløde en smule når det er ved at være opover.

Jeg får så ringet til sygehuset, hvor jeg forklarer mine veer, tiden imellem dem og blødningen. Den søde dame i telefonen spørger mig om jeg føler mig tryg nok til at være hjemme, og får sagt ja, da min kæreste, svigermor og svigerinde er ved mig. Det var den 22. januar, og de havde meget travlt, så jeg får en tid kl 10.30.

Den mandag skulle min kæreste på skole og starte op på 2. semester i Esbjerg, så han kører omkring kl 8.30 og min svigermor bliver hos mig. Mine veer herfra er stadig meget uregelmæssige og skifter meget i styrke. Jeg havde dage inden købt mig en yoga bold, som min svigermor foreslår at jeg sætter mig på og hopper lidt op og ned for at se om det kunne hjælpe med at sætte noget i gang.

Afsted til sygehuset

Cirka kl 10 kører min svigermor og jeg til sygehuset til tjek. Jeg kommer ind til en virkelig sød jordemoder sammen med min svigermor, som beder mig slappe af og mærker herefter på min mave. Den er blød og føles som den skal. Hun tjekker mig indvendigt og vurderer at jeg er omkring 4-5 cm åben. Jeg får lidt af et chok, da jeg kun havde regnet med omkring 1-2 cm. Vi snakker frem og tilbage om hvad jeg skal gøre, og får af vide, at jeg bare skal slappe af. Jeg kunne med fordel gå en tur og få en masse mad og hvile så jeg var klar, hvis det skulle gå i gang. Jeg får dog en ny tid kl 13 til et nyt tjek.

Da vi kommer ud af stuen sidder min svigerinde og venter på os, og vi vælger at tage i centeret for at gå en masse og få noget mad. Under turen havde jeg stadig kun uregelmæssige veer, og stadig ingen kraftige nok til at jeg kunne skrige af smerter. På det her tidspunkt var min kæreste stadig på skole, men vi ringende selvfølgelig til ham for at fortælle hvad vi havde fået af vide af jordemoderen. Da klokken blev omkring kl 12.30 kørte vi hen på sygehuset. Min kæreste nåede at komme tilbage til den næste tid, da de havde så travlt, at vi først kom til omkring kl 13.45. Jeg blev tjekket og var åbnet mig 5 til små 6 cm. Det var den samme jordemoder, og hun sagde at jeg ikke rigtig kunne gøre andet end at slappe af og vente. Jeg var velkommen til at bliver på sygehuset, men valgte at tage hjem, hvor der var mere trygt. Min svigermor og svigerinde kørte hjem til dem selv for at afvente. Da min kæreste og jeg kom hjem i lejligheden lagde jeg mig i sengen for at tage en lur. Her var klokken omkring 14.30.

Vandet går

Jeg når kun at blunde i cirka 30 minutter da jeg vågner op igen på toppen af en ve, og vandet går. Jeg går måske en smule i panik og får råbt til min kæreste, at vandet er gået. Han kom løbende med et håndklæde til mig og jeg kom ud i badet, hvor det stadig løb ned af benene på mig. Jeg satte mig på toilettet i mens min kæreste fandt rent tøj til mig, og ringede til min søster for at give en update. Jeg fik en masse små veer i mens jeg sad der og de var blevet kraftigere. Jeg fik rent tøj på og lagde mig ind på sofaen i fosterstilling. Min kæreste ringede til sygehuset for at høre, hvordan vi skulle forholde os nu når vandet var gået. Jeg skulle slappe af så veerne kunne arbejde og hvis jeg nåede et tidspunkt hvor de blev regelmæssige, kom ofte eller jeg bare ikke kunne holde det ud længere, så skulle vi bare ringe og sige, at vi var på vej.

Kl 15.30 cirka, kom veerne med 30 sekunders mellemrum og jeg kunne ikke holde det ud længere. Vi havde pakket taskerne til sygehuset, så jeg fik sko og jakke på og ud af døren med os. Heldigvis havde vi kun 10 minutter op til sygehuset, så det gik hurtigt. Jeg husker nærmest ingenting fra turen, udover at jeg havde meget ondt.

Fra 6 til 10 cm åben

Vi ankommer deroppe, hvor en anden sød jordemoder tager i mod os og får mig lagt ind på en stue. Hun kommer og spørger mig om det er okay, at en studerende er med til fødslen, og får sagt at det er helt fint. Jeg er indlagt fra kl 16 cirka, og kan faktisk bare huske at jeg ligger i fosterstilling og klemmer min kærestes hånd til atomer. Jeg spørger jordemoderen om jeg kan få smertestillende, men jeg kommer hurtig til den konklusion, at det tager for lang tid med en epidural, så jeg glemmer den og bider smerten i mig. Jeg føler jeg ligger i lang tid og for af vide op til flere gange, at hun skal længere ned i bækkenet før jeg må presse, men jeg fik altså pressetrang og kunne ikke helt holde den tilbage. Jeg får af vide at jeg skal puste hurtig ind og ud når jeg kan mærke at jeg skal presse. På det her tidspunkt kan jeg bare mærke at jeg bliver mere og mere utålmodig, men min kæreste var virkelig god til at hjælpe mig i gennem al ventetiden. Jeg gik fra at være 6 cm åben til 10 cm på 30 minutter og jeg husker faktisk ikke hvad klokken var da jeg startede pressefasen. Det hele gik meget hurtigt, selvom jeg lå i smerter. Jeg får så af vide at jeg nu gerne må begynde at presse ligeså stille, men kan ikke holde det hele tilbage, så jeg måtte puste hurtigt ind og ud. Jeg prøver flere stillinger da pressefasen begynder, men kan i starten ikke finde ud af hvordan jeg bedst arbejder med veerne. At havde fødderne i bøjlerne virkede ikke, heller ikke at sidde på toilettet. Det blev til sidst, at jeg holdte fast i mine knæhaser og pressede alt jeg kunne.

Min søde kæreste sørgede for saftevand, chokolade og iltmaske til mig under hele forløbet. Også selvom han allerede efter kort tid havde ondt i sin hånd. Han formåede at holde gejsten og jokede med jordemødrene under hele fødslen. Vi grinte og havde alle 4 en fest under min pressefase.

En lang pressefase

Da jeg havde presset i en time fik vores ufødte datter en elektrode på hovedet for at måle hendes puls. Jeg tænkte ikke så meget over det, men de sagde at det var fordi jeg havde presset i for lang tid. Jeg pressede virkelig mange gange og til sidst var veerne så små, at min krop lå og gjorde hele arbejdet. Jeg fik vestimulerende og der kunne jeg mærke, at der kom skub i det hele. Det værste jeg husker var da hovedet var halvt ude, og jeg kunne mærke en sviende fornemmelse. Jeg glemmer aldrig den forfærdelige følelse af det og en ve på samme tid. Men da det var halvt ude sagde jordemoderen, “én mere, og hun er ude, du klarer det SÅ flot!”.

Jeg blev nu mere ivrig efter at møde vores datter, og jeg pressede en sidste gang og jeg mærker hele hendes krop glide ud. Det første jordemoderen sagde var “ej, hun er stjernekigger!”, og smilede til mig. Hun havde den sødeste lyd kommende fra hendes lille mund, og vi var begge totalt forelskede. Jeg fik hende med det samme op til mig og kiggede på hende, og så op på min kæreste, som stod der og fældede glædestårer. Hun havde en bule på hovedet, som man på lægesprog kalder et kefalhæmatom. Da jeg havde været godt i gang med pressefasen har hun lagt skævt og hendes hoved var blevet trykket grundet at det tog så lang tid. Vi elskede hende ikke mindre af den grund. Hun var så perfekt fra første øjekast. Min kæreste klippede navlesnoren, og jeg fik født moderkage og fik hostet hinderne ud.

Nu havde vi endelig vores fine datter i armene, som vejede 3590g og var 54 lang. Hun endte jo med at have fødselsdag d. 22. januar 2018, lige præcis som hele familien havde sagt fra formiddag af.

_ _ _

Vil du fortsat følge Julie og hendes datter Isabella, skal du bare klikke lige her.

Må vi også fortælle din fødselsberetning? Så send en mail med din historie til MNR@momster.dk. Din beretning må være helt, som du ønsker – om så den er sjov, følsom, hård, sørgelig eller glad, er den mere end velkommen. Du bestemmer helt selv, om du vil være anonym, om du vil vedhæfte billeder eller hvordan du har lyst til at formidle din fødselsberetning.

Jeg håber at høre fra dig.

Mette / Momster

Skriv et svar