Fødselsberetning #3: At føde en stjernekigger

9 måneder inde i maven, 9 måneder ude af maven
9 måneder inde i maven, 9 måneder ude af maven

Her kommer Katrines beretning om, hvordan det er at føde en stjernekigger – altså en baby, der bliver født med ansigtet vendt opad og ikke ned i gulvet, som ved en normal fødsel. Dette betyder, at babyens nakke ikke kan presses tilbage, så hovedet ikke kan følge den krumme fødselskanal. En stjernekiggerfødsel er som følge heraf mere kompliceret, mere smertefuld og tager ofte længere tid end den almindelige fødsel. Tag godt imod Katrines historie.

Veerne starter

Jeg vågner kl. 4 om natten tirsdag d. 30 maj med veer. Her er jeg 40+6. Altså 6 dage over min terminsdato. Jeg venter lige med at vække min mand, bare for at være helt sikker på, at det var en ve og ikke bare et mavekneb. Allerede 5 minutter efter første ve, kommer den næste. Jeg vækker min mand og fortæller at det er nu. Vi ligger vågne i sengen og er spændte, men også lidt nervøse. Hun kommer snart! Vi har ventet på hende i over 9 måneder og nu er hun her, inden ikke så længe.

Jeg kan ikke længere holde ud at ligge i sengen, så jeg tager mig et langt varmt bad. Min mand falder i søvn igen. Jeg tænker at han alligevel ikke kan gøre noget for mig lige nu, så det er bedre han får hvilet nu, så han er klar til selve fødslen. Veerne tager rigtig til i badet og det gør meget ondt nu! Det skal lige siges, at de stadig kommer med 5 minutters mellemrum. Jeg tænker at den her fødsel kommer til at gå hurtigt, eftersom at veerne kommer så hurtigt og regelmæssigt efter hinanden. Shit, jeg tog fejl!
Ved 6 tiden ringer jeg til fødegangen og de siger vi kan komme ind ved 9-10 tiden, hvis ikke situationen har ændret sig. Jeg går og venter og venter og bliver ret utålmodig og vækker også min mand hvorefter vi spiser lidt morgenmad.
Langt om længe bliver kl. 9 og vi kører mod Herlev Hospital. Vi bliver kaldt ind efter lidt ventetid. Jeg bliver undersøgt af en jordemoder og hun fortæller mig at jeg har åbnet mig 2 cm. (Man skal være 4 cm åben før man er i aktiv fødsel og bliver indlagt.) Jeg spørger om hun ikke vil lave en hindeløsning på mig, i håb om at sætte tingene lidt i gang. Det vil hun gerne og jeg skal da lige love for, at mine veer herefter gør endnu mere ondt!

 

Dagen snegler sig afsted

Vi kommer hjem igen prøver at hvile os. Jeg falder lidt i søvn mellem hver ve. Dagen snegler sig bare afsted og jeg kan faktisk ikke rigtig huske, hvad vi laver.

Vi vælger at gå en lang tur med vores hund da klokken nærmede sig 20:30. Vi går og går og det sætter godt skub i veerne. Nu har jeg veer hver 3 minut, med varighed på ca. 1 minut. Min mand har en app på telefonen, som kan tælle veer og han har heldigvis helt styr på det. Til sidst bliver han nød til at trække mig afsted, fordi jeg er så udmattet af at gå og have veer. Hver gang jeg får en ve, står jeg og læner mig op af ham, imens han holder øje med længden på veen.

Da klokken blev omkring 21:30, ringer vi så igen til fødegangen og jeg fortæller om veernes længde og varighed. Vi bliver bedt om at tage afsted mod hospitalet, hvilket vi gør med det samme. Vi kommer ind i en undersøgelsesstue i fødemodtagelsen og jeg får kørt en CTG (målt mine veer på en maskine) Veerne er ikke længere ligeså regelmæssige, som da vi gik tur med vores hund. Det er ret normalt, når man kommer ud af sine vante omgivelser og når adranalinen kicker ind. Jeg bliver også undersøgt af jordemoderen og hun fortæller mig at jeg “kun” er 4 cm åben. Nu bliver jeg rigtig frustreret og tænker, hvorfor det går så langsomt, når jeg har haft veer hver 5 minut hele dagen. Jeg havde håbet på, at jeg havde åbnet mig mere.

Jordemoderen som undersøger mig, foreslår at vi kan gå en tur rundt på hospitalet og så vil de gøre en fødestue klar til os imens. Det vælger vi så at gøre. Vores vennepar har født dagen inden jeg begyndte at få veer, så vi skriver en sms og spørger om de stadig er på hospitalet. De ligger nede på patienthotellet, så vi vælger at gå ned og sige hej og hilse på deres smukke nyfødte datter. Vi snakker om hvor pudsigt det er at vi er på hospitalet samtidig. Der var trods alt to ugers forskel på vores terminsdatoer. Jeg kan huske at jeg syntes det var en meget ambivalent følelse, at se min veninde ligge med sin helt nyfødte datter. Jeg var så glad på deres vegne, men samtidig misundte jeg hende, at det var overstået og at hun ikke havde nogle veer længere. Alt imens jeg har veer hver 2-3 minut. Det hele er dog lidt blurry at huske tilbage på.

 

Indlagt på fødegangen

Da vi var gået rundt på hospitalet i en times tid, bliver vi indlagt på fødegangen ved midnatstid. Karbadet bliver gjort klar til mig imens jeg får lavement. Det er da nok det mest ubehagelige jeg længe har prøvet! – Også med veer samtidig. Jeg får ordnet det jeg skal ude på toilettet og kan nu hoppe i det varme badekar. Her sidder jeg i et par timer og veerne tager godt til! Man oplever ofte når man går i badekar, at enten veerne går i stå og man skal have vedrop, eller at veerne tager til. Mine veer gjorde endnu mere ondt end hvad de havde gjort på noget som helst tidspunkt. Jeg tænker at det snart ikke kan gøre mere ondt, end hvad det gør nu. Jeg står til sidst op fordi jeg ikke længere kan finde ro og jeg skal tisse helt vildt. Nu ligger jeg i sengen og er slet ikke tilstede længere under veerne. De gør så forbandet ondt, at jeg slet ikke kan være i min egen krop. Aldrig i mit liv, har jeg oplevet en lignende smerte!

 

Epiduralblokade

Jeg var inden fødslen indstillet på, at jeg ikke ville have en epiduralblokade. Men min jordemoder fortæller mig, at det altså er det bedste at gøre nu, efter 24 timers veer hver 5 minut. På den måde kan jeg hvile mig lidt, inden jeg skal føde.
Kl. 3:45 vælger jeg at takke ja til epiduralblokaden og det er det bedste jeg på nogensinde har gjort for mig selv! Dog var det ikke en dans på roser at få den lagt. Man skal side fuldstændig musestille. Det er altså ret svært, når man har så voldsomme veer! Derudover stak narkoselægen forkert to gange, men da han endelig ramte rigtigt, virkede epiduralblokaden med det samme, og jeg var et helt nyt menneske! Set tilbage nu, ville jeg havde ønsket jeg havde taget epiduralblokaden tidligere i forløbet, så jeg kunne have haft en bedre oplevelse og kunne have slappet mere af, samt have flere kræfter til selve fødslen.

Vi får hvilet os fra kl. 4 til omkring kl. 7. Jeg ligger i sengen og nyder varmen i kroppen og begynder at glæde mig rigtig meget til at møde min datter. Jeg ligger og kigger op i loftet (der er vindue i loftet) og kan se den smukkeste solopgang. Det er første gang i et helt døgn jeg faktisk kan slappe helt af og jeg nyder det!
Omkring kl. 7:30 er der jordemoder skifte. Den nye jordemoder undersøger mig og mener jeg er omkring 7-8 cm åben på nuværende tidspunkt. Kort tid efter vælger hun at prikke hul på fosterhinden, så vandet går. Omkring kl. 8:30 får jeg presseveer, men må på ingen måde presse med på dem. Det er først når man er 10 cm åben man må presse. Epiduralblokaden hjælper ikke når man først får presseveer.

 

Presseveer

Jeg står nu lænet indover sengen og når jeg får en presseve, skal jeg gispe så meget jeg overhovedet kan, for at undgå at presse. Hvis ikke jeg gispede og prøvede at “holde mig tilbage” ville det føles som om hele mit underliv faldt på gulvet! Jeg kommer op i sengen igen og bliver undersøgt. Jeg mangler stadig en lille kant før jeg må presse. Under næste ve, tager jordemoderen sin finger op og prøver at fjerne kanten. Fuck man, hvor gjorde det bare ondt!

Hun siger til mig nu at jeg må presse når jeg har lyst, imens hun lige gør sengen klar, men bagefter skal jeg gøre det på hendes måde. Her var klokken omkring 9:30.
Jeg kan tydelig huske, hvordan nervøsiteten og glæden over snart at møde min pige, nærmede sig.
Da jeg så skal presse på hendes måde, er det som om at mine presseveer forsvinder. Jeg kan slet ikke mærke når jeg har en ve længere. Det hele gør bare så forbandet ondt! Jeg presser og presser men jeg føler ikke der sker en skid! Jeg kan tydeligt huske min frustration: hvorfor kan jeg ikke finde ud af det her!? De bliver ved med at sige, Katrine du har en ve – pres! Jeg gør alt hvad jeg overhovedet kan, men der sker ikke så meget.. I mellem hver ve, sover jeg. Jeg er simpelthen så udmattet!

 

En stjernekigger

Efter en time, hvor jeg presser og presser uden der sker så meget, kommer der en læge ind og tager blodprøve fra min datters hovedbund og en blodprøve fra mig. De skal nemlig være klar til akut kejsersnit, da min datter nu ikke rigtig længere kan klare trykket hun er i. Afdelingsjordemoderen bliver også tilkaldt og siger, da hun ser hele situationen: “Hun skal ud nu! På næste ve, skal hun komme ud!” Jeg bliver rigtig bange! Min datters liv er nemlig i fare nu. Jeg kan lige pludselig se en masse læger stå og gemme sig bag forhænget ved døren. De er klar til at hjælpe min datter, når hun kommer ud. Jeg presser så hårdt jeg overhovedet kan, så hårdt at det bare føles som om alt går i stykker dernede! (Hvilket det næsten også gjorde) Samtidig tager afdelingsjordemoderen fingrene op i diverse huller forneden (ja også numsehullet!😳) også hiver hun min datters hovede ud. Jeg hiver selv resten af hendes krop ud og lægger hende på min mave.

10:57 onsdag d. 31. maj 2017 bliver vores smukke datter født. “Tillykke! Du har nu født en stjernekigger!” Siger afdelingsjordemoderen.

Blå over det hele

Lykken er dog kort! Hun er fuldstændig blå over hele kroppen og har desuden også navlestrengen rundt om halsen og en kæmpe fødselssvulst i hovedet. Hun bevæger eller græder ikke og er enorm slatten. Mit hjerte hopper helt op i halsen og tiden står pludselig helt stille! Jeg har virkelig mange blandede følelser, som vælter indover mig på en gang. En blanding af fuldstændig udmattelse, smerte over alt i kroppen, samtidig med en ovenud lykke, som så bliver knust af at se, hvordan hun ser ud, og ikke er mentalt tilstede. Hun kommer over på lægebordet, hvor lægerne der gemte sig bag gardinet, er klar til at undersøge hende. Hun bliver heldigvis hurtig frisk og begynder at skrige. Hendes hud bliver lyserød og hendes fødselssvulst falmer hurtigt. Hun bliver lagt på min mave og begynder allerede at søge efter mit bryst.

Det at føde min datter som stjernekigger, og have veer i over 30 timer, har været det største smertehelvede jeg nogensinde har oplevet. Dog ville jeg aldrig være foruden oplevelsen og jeg frygter ikke at skulle føde igen, trods en MEGET hård fødsel. Det er det her min krop er skabt til, og jeg er så stolt af mig selv!

_ _ _

Denne fødselsberetning er skrevet af Kathrine Evald. Du kan følge Kathrine lige her.

Må vi også fortælle din fødselsberetning? Så send en mail med din historie til MNR@momster.dk. Din beretning må være helt, som du ønsker – om så den er sjov, følsom, hård, sørgelig eller glad, er den mere end velkommen. Du bestemmer helt selv, om du vil være anonym, om du vil vedhæfte billeder eller hvordan du har lyst til at formidle din fødselsberetning.

Jeg håber at høre fra dig.

Mette / Momster

Skriv et svar