Fødselsberetning #2: En præmaturfødsel

Det første og det sidste mavebillede af Nina
Det første og det sidste mavebillede af Nina

Nina havde glædet sig til at blive mor. Hun havde planlagt sin graviditet helt til terminen. Men glæden blev skiftet ud med frygt og overraskelse, da hun pludselig fik veer i uge 25. Babyen ville ud, og der var intet at gøre. Tag godt i mod Ninas fødselsberetning, som handler om en alt for tidlig fødsel.

Kærestetur afbrudt

Fredag 20. maj 2017 er min kæreste og jeg på hotelophold på Bella Sky. Min fødselsdagsgave skal indløses med middag, spa og hele molevitten. Det er ret lunt, men også lidt blæsende. Timerne forinden har jeg været forbi en gammel klassekammerat, der netop har fået tvillinger, og jeg sidder med en baby i den ene arm og en what the fuck to do følelse i den anden – lykkelig uvidende om, at jeg snart kan tilføje endnu en titel til CV’et. På hotellet står vi i en ret træls kø til check-in, da kvinden foran os vender sig og beder os komme foran, fordi ”det er så hårdt at stå op, når man er gravid”. Jeg er HØJ af lykke! Jeg er gravid i uge 25, og det er første gang, at fremmede kommenter på min mave, og selvom jeg har en løs sommerkjole på, kan jeg åbenbart ikke snyde nogen – man kan altså se bulen. Det er ikke mange uger siden, jeg først er begyndt at mærke liv, og fra en god vinkel synes jeg egentlig stadig, jeg kan argumentere for, at min mave ser mere oppustet end gravid ud. Det er fantastisk, når andre først spotter, du er gravid – graviditetsfølelsen går fra surrealistisk og fjern til forstærket og virkeliggjort, og du kan spejle, den glæde du selv føler, i dem.

Nina på Bella Sky d. 20. maj 2017

Vi har en god aften med både 5-retters og (alkoholfri) vin, glæde, snak om fremtiden, baby og drømme samt det liv, vi går i møde. Vi går i seng trætte og forelskede.

Lørdag morgen vågner jeg, har lidt ondt i maven og er sådan generelt lidt skidtmads. Den dér menstruationsagtige måde med lidt jag i underlivet. Jeg har også rimelig dårlig mave og må runde toilettet flere gange. Vi spiser brunch og skal ned i spaen, for det er jo en del af gaven. Mon ikke det varme vand kan lindre lidt? Jeg nød det sgu aldrig rigtig, ærligt talt, men det er Jonatans fødselsdagsgave, som han jo også selv har glædet sig til at indløse, så jeg trækker den lidt. Der er dog også lige den ekstra detalje, at familien og vennerne på daværende tidspunkt er i færd med at line op til mit babyshower derhjemme – det er selvfølgelig ikke noget, jeg skulle vide, men en massagekunde havde fået talt over sig i et afslappet moment (det må være cadeau til mig!) nogle dage forinden. Midt dér i det varme vand går jeg til bekendelse og fortæller, at jeg godt ved, hvad der venter mig derhjemme, men om vi ikke lige skal ringe til lægen på vej i bilen. Bare fordi.

Så vi ringer. Fortæller om jag og dårlig mave, og han beder mig kontakte fødestedet. Er det nu også nødvendigt? Det sidste, jeg orker, er at køre til Herlev, sidde i ventekø nogle timer, blive undersøgt for så at blive sendt hjem igen og misse mit eget babyshower. Men jeg synes, de der jag bliver lidt værre og kommer med ret hyppige mellemrum nu, så vi kører afsted. Hvor er Herlevs fødemodtagelse overhovedet?

Herlev hospital

Vidste jeg, det var veer? Hmm, jeg havde ingen idé om, hvordan sådan nogle skal føles, men jeg husker at være ret bevidst om at beskrive dem som ’jag’ og ’menstruationssmerter’ fremfor at bruge ordet ’veer’. Det kunne jo ikke være veer, jeg var kun i uge 25+2, og misdannelsesscanningen var netop overstået med så fint et resultat. Måske jeg vidste det ubevidst?

Klokken er vel 13-14 på dette tidspunkt, for det er lige deromkring, babyshoweret skal til at starte. På afdelingen tager de en urinprøve, og vi får lov at sidde og vente – præcis som forudset. Der kommer en meget højgravid kvinde vraltende, prustende med kraftige veer, og jeg husker at føle mig så malplaceret, fordi hun tydeligvis er ved at gå i fødsel, mens jeg går rundt med mine små jag. Godt nok bliver de værre og flere på den halve time, vi må vente, og jeg trænger efterhånden til at ligge ned. Kvinden forsvinder selvfølgelig ret hurtigt, og jeg bander hende langt væk for at komme foran mig i køen. Endelig er der en ung fyr, der gelejder os ind i et undersøgelsesrum, og jeg lægger mig på briksen. Aaaaaah, tiltrængt! Der kommer en jordemoder ret hurtigt. Min urinprøve er fin, men hun vil gerne undersøge mig forneden med en scanner. Jeg husker ikke præcist, hvad hun siger, men hun virker en smule anspændt. I ved, forsøget på at skabe en casual det-er-sikkert-ingenting stemning, der ender med et kropssprog, der fortæller noget helt andet. Hun nævner noget med, at min livmoderhals ser kort ud, at hun ikke vil undersøge mig længere oppe (i frygt for at fremprovokere vandafgang), men at det godt kunne ligne, at jeg er på vej i fødsel. Så forlader hun rummet for at finde en læge, og jeg ligger dér og kukkelurer. Kigger på Jonatan, ingen af os siger så meget. Jeg mindes at være lidt bange, men samtidig have følelsen af, at det hele er én stor joke. En misforståelse. Tingene skal nok løse sig, jeg er jo kun GA 25+2! Så begynder jeg at kaste op.

På et eller andet tidspunkt får jeg så sat en monitor på maven, der kan måle de ’jag’ der, jeg så fint beskrev. Og ja, det kan vist ikke komme bag på nogen, at de frygtelig meget ligner veer, så lynhurtigt får jeg stukket lungemodnende i låret, HVIS NU jeg skulle finde på at føde. Jeg får også opstartet vehæmmende medicin i drop og bliver kastet i en hospitalsskjorte. Dér føler jeg mig indlagt! Det er skræmmende, hvad hospitalstøj kan gøre ved dig. Veerne er nu så slemme, at jeg derfra og til Lukas er ude kun sporadisk åbner øjnene.

Hver time tæller

Ind kommer en børnelæge for at fortælle os i (meget!) korte træk, hvad det vil sige at føde et barn så tidligt, skulle det gå så galt. Og at hver time, jeg kan holde ham inde, tæller. Hvad kan en time dog gøre fra eller til? Jeg mindes ikke at føle synderlig meget på daværende tidspunkt. Jeg har heldigvis nok at se til med veerne, og så er det bare enormt ambivalent at ligge dér med troen på medicinens virkning, mens alvoren i situationen alligevel så småt står og banker på døren. Vil han overhovedet kunne overleve? Måske. Hun ligner ikke just en, der selv tror på det. Vi får også meldingen: nu er du indlagt – sengeliggende – indtil termin i hvert fald. Om det så skulle være som mor eller gravid, måtte tiden jo vise.

Herfra mister jeg lidt tidsfornemmelsen, men mens jeg flytter fra undersøgelsesbriksen over i en seng (aaaah!), flytter veerne om i lænden. Der er meget snak om, hvorvidt man tør tage chancen og overflytte mig til Riget, eller om Riget skal sende et neonatalteam til Herlev. Herlev tager sig af præmature, men ikke før uge 28. Allermindst vil de have, at jeg føder i ambulancen! Jeg selv mindes at ligge og tænke: kom nuuuuuu, det her kommer til at tage en krig! Langt om længe kører vi med udrykning mod Riget. Jonatan, der spørger hvor han skal køre henad. Jordemoderen der svarer, om han ikke bare kan følge ambulancen. Idiot.

Rigshospitalet

Vi ankommer på Riget. Så langt så godt. Nu er jeg i de bedste hænder, hvad der så end skal ske. Afsnittet lader ikke rigtig til at kende til min ankomst, og jeg bliver trillet rundt på fire afdelinger, før der er en overlæge, der skærer igennem og anbringer mig på en firmandsstue. Der er run på husker jeg, og jordemoderen, der tilser mig, har travlt, men gør det virkelig godt omstændighederne taget i betragtning. Jeg bliver scannet og undersøgt af mange omgange og ved 8-tiden, bliver jeg kørt på fødegangen. Det er også her jeg første gang stifter bekendtskab med bad ass L fra neonatalteamet, som senere tager imod ham. Hun er så ligefrem, og jeg har så meget respekt for den kvinde: Hvis vehæmmerne ville virke, så havde de virket! Bum. OK, så jeg skal føde. Højst sandsynligt. Selvfølgelig vil de gøre alt, hvad de kan for ham.

Èn ting går mig meget på disse minutter: Hvorfor er der ingen, der spørger mig, om det her overhovedet er noget, jeg vil gennemføre? Og hvad vil jeg overhovedet svare, hvis jeg får muligheden? Mit rationale fortæller mig, at årsagen kan findes to steder: 1) folk antager, at jeg selvfølgelig allerede elsker mit ufødte barn så højt, så svaret giver sig selv 2) jeg er langt over abortgrænsen og har faktisk ikke noget valg. Den dag i dag er jeg nok glad for, jeg ikke fik valget, men jeg har mange tanker omkring disse dilemmaer. L forlader stuen med et vi ses nok senere.

Herfra både aftager og tiltager veerne lidt, og Jonatan når sågar at opdatere venner og familie om, at nu er der vist ro på, og jeg lader til at småsove. Jeg har ladet mig fortælle, at mange gik i seng med den besked og håbet om en ny og bedre dag dagen derpå. Men helt sådan skulle det altså ikke være.

Lattergas

Jeg ved ikke hvor længe, jeg ligger og bilder folk ind, at veerne er på retur, men tror måske, det drejer sig om en time. På et tidspunkt føler jeg, vandet er gået, jordemoderen tjekker og konstaterer, at tegnblødningen nu er begyndt. Tegnblødning, det vidste jeg ikke engang var en thing? Gennem min graviditet har jeg kun nået ambulant jordemoderkontrol en enkelt gang, og fødselsforberedelseskurset er kun lige bestilt! Så nej, at man skal tegnbløde inden en fødsel, er nyt for mig. Faktisk ved jeg heller intet om, hvilken vejrtrækningsteknik der er mest optimal at benytte under veer (det skulle kurset ligesom også have lært mig!), men jeg får sgu aldrig spurgt jordemoderen, og nu virker det også lidt for åndssvagt. Faktisk går det op for mig, at der er uhyggeligt mange ting, jeg ikke ved om fødsler. Du må go with the flow og håbe på, de hiver baby ud, hvis nu du besvimer tænker jeg.

Jordemoderen tvinger mig fra min så godt som behagelige stilling i sideleje om til rygleje, og min lænd dræber mig langsomt! Så stikker hun lattergas i hånden på mig, og jeg tænker på den naturlige fødsel, jeg havde drømt om, og den korte snak om smertedæmpere min ambulante jordemoder og jeg havde til den ene kontrol, jeg nåede. Jeg tænker også, at lattergassen nu er et kærligt vink med en vognstang om, at hvad du har i vente gør nullernaller nas, så tag lige imod mit drug. Så jeg tager imod og suger lystigt til mig – fuck principper, tingene er allerede gået stikmodsat af planlagt jo. Efter lidt tid virker lattergassen: jeg er stadig hundrede procent i smerterne, men de er ligesom distanceret fra min krop, hvilket gør hele vesituationen noget nemmere at håndtere. Meget mærkelig følelse!

Pressetrang

Jeg husker ikke, hvornår hele modtagerholdet står klart, men jeg husker tanken om, at de ikke vil kunne nå det. Det hele tager til i både tempo og smerter, og så kommer den. Den fantastiske evne kroppen har, pressetrangen. Hvis jeg nogensinde har troet, jeg kunne kontrollere min krop med min hjerne (og det har jeg!), så er jeg i den grad stået af nu. Min krop tager fuldstændig over, og jeg har intet andet valg end at gå med den. To presseveer bliver det til, hovedet kommer på første, resten af lillefisen kommer sammen med fostervandet på anden. Idet han er ude fortager smerterne sig! Ingen tid til at far klipper navlestrengen, havde lægerne beordret, men Lukas agerer skrigeballon og udviser gode vitale tegn, så Jonatan får alligevel lov at føre saksen. Jeg når aldrig at få set hverken lillemand eller Jonatan, men han (altså Lukas) bliver lagt i en plastikpose for at holde varmen, og ryger hurtigt over i kuvøsen. Inden alle mand kører fra stuen, får jeg spurgt, om det nu også er en dreng som forventet. Kønnet har på ingen måde været i fokus, så der er faktisk ikke nogen, der ved det. De dobbelttjekker, og den er god nok. Pyha, så har jeg ikke købt ind forgæves, er hvad mine tanker kan kapere på daværende tidspunkt. Jonatan triller med holdet mod neonatalafdelingen, og tilbage er jordemoderen, fødselslægen og jeg. Moderkagen føder jeg nemt kort tid efter, og de står og kigger lidt til den for at spotte om der umiddelbart er noget, der kan forklare, hvad der lige er sket de sidste 17 timer. Jeg får kørt lidt brød og et flag ind på stuen og mærker sulten komme retur, som Lukas kom ud. Efter en gedigen håndfuld opkastninger er jeg både dehydreret og tom for mad. Personalet forlader stuen, og der sidder jeg så, mutters alene.

Et navn

Med en ostemad i hånden og stilhed på stuen får jeg lov at FORSØGE at forstå, hvor begivenhedsrig en lørdag, det har været. Det lykkes ikke, og jeg er egentlig bare tom for følelser. Det er en ret sigende beskrivelse. En følelse står dog ret klart, det er at lillemanden skal have et navn, og hvilket et virker pludselig enormt ligegyldigt. Men et navn skal han have. Lukas er det eneste drengenavn, vi har snakket og følt enighed om, så det er ret ligetil. Jonatan kommer retur fra neonatal og viser mig videoer og billeder. Jeg smiler, fordi selvfølgelig er det stort, men jeg føler en vældig distance til, at den baby er min. Jeg har jo hverken rørt ham eller set ham komme ud, så han kan i princippet være søn af hvem som helst. Jeg mindes dog at være positivt overrasket over udseendet – at nok var det en lille størrelse, men babytrækkene havde han: øjne (sammenknebne), ører, fingre og en mund, der kunne skrige. Ikke den alien/kødklump/lørdagskylling jeg havde tænkt, der ville komme ud i uge 25.

Jeg hopper i en kørestol, og vi triller gennem natten på Riget ned for at trække lidt luft og sende en melding ud til familien. Så har de nyheden og en video at vågne op til. Tilbage på fødegangen giver de et go om, vi nu begge kan få lov at se Lukas. Stue 10 på neonatal bliver vores hjem de næste mange måneder. Han ligger i et opvarmet monstrum af en kuvøse, og jeg får lov at stikke hånden derind. Jeg bilder mig ind, det er stort, fordi det er det!, men kan faktisk hverken rigtig se eller mærke noget. Så bliver vi indlogeret på barselsgangen, og den nat/de få timer tilbage af natten sover vi begge i én seng – KOGENDE fordi det er den varme periode af maj.

Billede taget umiddelbart efter Ninas fødsel, tom for følelser på både godt og ondt

Følelserne efter fødslen

Jeg mindes ikke på noget tidspunkt at græde, udover et par knebne tårer på vej i bilen til Herlev, men mest med smerterne som årsag. Jeg mindes heller ikke, at der mellem Jonatan og jeg blev sagt så mange ord, måske ingen af os vidste, hvad der var passende at sige. Jeg husker, at smertefølelsen fra veerne overraskede mig positivt. Bevares, det GØR jo bare pisse ondt at være i fødsel, men jeg genkendte det som menstruationssmerter gange tusind – avs, ja, men en velkendt smerte, hvilket gjorde, at jeg ikke skulle panikke over nye ting, kroppen pludselig præsenterer én for.

Når folk spørger, hvordan fødslen gik, tænker jeg to ting. 1) Den gik nok så godt, som den kunne omstændighederne taget i betragtning. Selvom der på stuen var otte mand mere, end jeg havde forventet, føltes det hele “normalt”, hvilket jeg kan takke et utrolig kompetent og professionelt team for 2) TAK fordi I spørger. I starten var det svært, at al fokus var på lillemanden og hans tilstand, fordi min egen krop og psyke havde været igennem så vildt et scenarie og blev glemt lidt i kølvandet på bassen. Set efter i sømmene har jeg nok stadig ikke bearbejdet fødslen og op- og eftertakten, men mere om det senere.

Om det var stort at føde? Hmm, fjernt er måske en bedre beskrivelse. Jeg er taknemmelig over, at jeg fik lov at føde vaginalt, men stadig i sorg over, at han ikke kom op på brystet af mig direkte efter. Mon ikke det også er medvirkende til, at der gik noget tid, før jeg følte den dér mor-barn-forbindelse. Den er heldigvis indhentet nu.

Følg Nina lige her:

Blog: Nina Neerdal
Instagram: @ninaneerdal

_ _ _

Må vi også fortælle din fødselsberetning? Send en mail med din historie til MNR@momster.dk. Din beretning må være helt, som du ønsker – om så den er sjov, følsom, hård, sørgelig eller glad, er den mere end velkommen. Du bestemmer også, om du vil være anonym, om du vil vedhæfte billeder eller hvordan du har lyst til at formidle din fødselsberetning. Jeg glæder mig til at høre fra dig.

Mette / Momster

Skriv et svar