Fødselsberetning #1

Velkommen til en ny serie af ærlige fødselsberetninger fra jer kære læsere her på Momsterbloggen. Vi vil hen over de næste mange måneder udgive en ny og ærlig fødselsberetning hver mandag. Denne første beretning er skrevet af en mor, der ønsker at være anonym. Hendes historie indebærer en blanding af mange forskellige følelser. Det var både en lynhurtig fødsel men med en frygt for, at barnet ikke ville overleve.

Inden fødslen

Jeg er 41+0 og efterhånden meget utålmodig. Jeg vågner tidligt om morgenen kl. 04:30, fordi der er vådt i sengen, hvor jeg har ligget. I mørket får jeg listet mig ud på badeværelset, hvor der undervejs ’lander’ noget vådt på gulvet. “Er det vandet, der er gået? Er det nu, jeg skal føde?” tænker jeg. Jeg får sat mig på toilettet, men det virker ikke som om, der kommer mere vand. ”Men er det ikke meningen, man slet ikke kan holde på vandet? Skal det ikke fosse ud af mig? Eller skal det i det mindste ikke bare sive ud? Har jeg seriøst lige tisset i sengen?” Jeg er forvirret over, hvad min krop har gang i, og om det er vandet eller ej, men jeg er helt sikker på, at noget er under opsejling, så jeg lister mig tilbage til soveværelset, hvor jeg får vækket min kæreste: ”Skaaaaaat… Jeg tror altså, det er nu!” siger jeg blidt, samtidig med, at jeg på ingen måde kan skjule min iver.

Prøv at sove

Vi får ringet til fødemodtagelsen, hvor vi fortæller om tvivlen om, hvorvidt mit vand er gået eller ej. Pga. infektionsrisiko skal man altid have født inden for 24 timer efter at vandet er gået, så vi får en tid til kontrol kl. 09. ”Prøv at få sovet lidt indtil da” siger jordemoderen velmenende i røret. HA! Årets joke. Vi kan da umuligt sove nu. Vi skal jo være FORÆLDRE lige om lidt! I stedet giver vi os god tid med morgenmaden, vi hygger og snakker om fremtiden, tager et langt bad og pakker de sidste ting til hospitalstasken. Vi havde ingen idé om, hvad der ventede forude.

Da klokken nærmer sig tiden for vores aftale, sætter vi kursen mod Herlev Hospital. Min mave begynder at murre, ligesom lette menstruationssmerter. ”Er det begyndende veer?” tænker jeg. ”Det er da ikke så slemt!”. Vi stopper i Netto og køber chokolade og kolde dåsecolaer. Det har jeg lyst til. Og det er jo godt med forsyninger, så man ikke går kold midt under fødslen, tænker vi. Min murren i underlivet fortsætter.

Hospitalet

På hospitalet bliver vi mødt af en sød jordemoder, der kobler mig til en maskine, så jeg kan ’få kørt en strimmel’, som det hedder. Det betyder, at baby i maven overvåges med et CTG-apparat. Babyens hjerteslag registreres og veernes styrke måles.

Efter en halv time sådan, hvor vi ivrigt har kunnet følge med på skærmen, kommer jordemoderen tilbage til os. Min murren i maven er blevet kraftigere, og jeg synes efterhånden, det begynder at gøre en smule ondt, som kraftige menstruationssmerter. Jordemoderen aflæser maskinens registreringer: ”Ja, du har i hvert fald ikke veer. Dét der er plukkeveer” siger hun, imens hun peger på skærmen. Nå, ingen veer. Skuffende. Og jeg som ellers lige syntes, at det begyndte at gøre ondt. Jordemoderen gør klar til at tjekke, om vandet så er gået. Det er det heller ikke. Det har højst sandsynligt bare været min slimprop, som dog ikke nødvendigvis er tegn på fødsel. Jeg er overhovedet ikke åben, siger hun. Min livmoderhals er ikke engang forkortet. Jordemoderen fortæller, at der altså ikke lige er nogen snarlig fødsel i vente. Hun giver os en tid til kontrol fire dage efter, da jeg jo er gået over tid: ”Så kan vi snakke om igangsættelse”, siger hun. Både min kæreste og jeg er dog sikre på, at noget er på vej, selvom jordemoderen langt fra er enig. På vej ud af døren siger min kæreste: ”Vi har altså ikke brug for den tid om fire dage. Vi ses senere, hvor vi bliver forældre!” Jordemoderen griner. Hun tror ikke på ham.

Hjem igen

På vej hjem tager vi et smut i H&M. Jeg fylder så meget i landskabet, at jeg ikke kan passe noget af mit tøj. Jeg har brug for behagelige bukser til dagene efter fødsel, så dem leder vi efter. I jagten på afslapningsbukserne begynder det at gøre mere og mere ondt i min mave. Min kæreste står i verdens længste kø, imens jeg må støtte mig til et udstillingsbord, fordi smerterne tager til. De kan ikke længere ignoreres.

Nu er klokken ca. 11:30, bukserne er endelig købt, og vi sætter kursen mod vores hjem. En køretur, der tager ca. 20 minutters tid. Det begynder at gøre ondt. Rigtig ondt. Jeg får sagt, måske lidt for hidsigt: ”Hvis det her ikke er veer, så ved jeg kraftedme ikke, hvad det er!”. Turen hjem er lang. Jeg sveder, og min kærestes brug af sprinklervæske på bilens ruder bandes langt væk. Fraser som: ”Det stinker!” og ”Rul de vinduer ned!” slynges ud. Jeg må have frisk luft. Selvom kalenderen siger januar, kan det ikke blive koldt nok. Av for helvede, det gør ondt nu!

Vi er endelig hjemme, og den lur, som min kæreste havde set frem til, får han at vide, at han ikke skal forvente at få. Det gør rigtig ondt nu.

Smerter

De næste to timer husker jeg ikke så meget af. Jo, jeg kan huske smerten. Hvordan den føles. Jeg kan huske, hvordan jeg ikke kan være i min krop. Hver gang der kommer en ve, ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg kan huske, hvordan jeg skiftevis ligger i sengen, står bøjet indover vores kommende søns tremmeseng, hvordan jeg prøver at lindre smerterne i badet med varmt vand, og hvordan jeg konstant føler, jeg skal tisse. Eller skal jeg skide? Jeg ved det ikke, jeg ved bare, det gør fandens ondt. Jeg lukker mig helt ind i mig selv. Jeg aner ikke, om jeg husker at trække vejret, som jeg har øvet i forvejen. Jeg fokuserer bare på smerten, og på hvor fucking ondt det gør. FUCKING ONDT. Min kæreste er heldigvis verdens bedste. Han assisterer mig på bedst mulige måde. Henter hvad end jeg nu proklamerer, jeg har brug for. Han tager tid på mine veer. Nusser mig i håret og på ryggen. Hjælper hvalen op fra badeværelsesgulvet, når de varme stråler bliver for meget. Går væk, når jeg siger han skal gå væk. Han holder brækspanden, når jeg brækker mig ned i den. Også selvom han selv brækker sig, fordi jeg brækker mig.

Veer

Vi ringer til fødemodtagelsen, da vi har været hjemme i en times tid. Mine veer er ikke helt regelmæssige, men de varer i ca. et minuts tid. Jordemoderen synes, vi skal blive hjemme, fordi vi jo sikkert bare bliver sendt hjem igen, hvis vi kommer og fødslen ikke er ordentligt i gang. Jeg har jo ikke haft veer så længe, siger hun. Så vi følger hendes råd. I ca. 10 minutter. Da vandet begynder at sive, og da jeg pludselig får pressetrang, halvråber min kæreste: ”Vi skal afsted, OG VI SKAL AFSTED NU!”. Vi ringer igen til jordemoderen og siger, at nu kommer vi altså. Jeg kan ikke huske hendes reaktion. Jeg kan bare huske kampen med at få tøj på og komme ud i bilen. Og jeg kan huske, hvordan de 20 minutters kørsel fra vores lejlighed i Valby til Herlev Hospital med pressetrang føltes. Jeg kan huske, hvordan jeg kæmpede mig fra parkeringspladsen op til fødemodtagelsen. Og jeg kan tydeligt huske jordemoderens ord, da hun undersøgte mig. Hun kiggede roligt på mig og sagde smilende: ”Ja, du er da 10 cm åben og i aktiv fødsel” hvorefter hun vendte hovedet ud mod gangen og råbte: ”VI SKAL BRUGE EN KØRESTOL – OG DET ER NU!”

Fødegangen

Jeg blev hurtigt fragtet fra fødemodtagelsen til fødegangen, hvor jeg møder den jordemoder, der skal være tilstede under fødslen. Jeg er ikke helt mentalt til stede. Jeg fokuserer bare på, hvor meget jeg skal skide. Eller presse. Eller skide. Jeg ved det ikke. Men der er noget, der skal UD dernede. Ud af øjenkrogen kan jeg se min kæreste tale med jordemoderen. Han siger, jeg gerne vil i vand. Siger han virkelig det? Jeg kan da ikke nå i vand nu! Jeg er ved at føde! ”JEG SKAL KRAFTEDME IKKE I VAND!” råber jeg. Den stakkels mand. Før fødslen havde jeg snakket meget om, hvordan det var mit højeste ønske at komme i vand. I virkeligheden har han bare husket mine ord. Han var så god. Men i øjeblikket føltes det helt hen i vejret.

Pressefasen

Nu får jeg lov at presse. Det er dog som om, min krop modarbejder mig. Det er meningen, jeg skal holde mine ben oppe og ud til siden, så der er mest mulig plads til, at vores søn kan komme ud. Min ben vil dog lukke sammen, så der må en masse mennesker til at holde mine ben, der kæmper for at være samlede. Jeg presser og presser. Jordemoderen klipper i mig. Der er mange mennesker i hvide kitler på fødestuen. Jeg presser lidt mere. Min kæreste siger opmuntrende ord. ”Nu skal han altså ud, ellers må vi bruge sugekop” siger jordemoderen til mig. Fandeme nej. Så jeg presser igen. Og så kommer han. Helt lille. Men også helt blå. Og helt uden lyd.

Hjælp

Jeg når nærmest ikke at få ham op på mit bryst, før han tages fra mig igen. Min kæreste får at vide, at han skal klippe navlestrengen lynhurtigt. Og så tages vores søn ellers fra os og over på et bord, hvor de masserer ham, og jeg tror nok, de puster slim væk fra hans svælg med sådan et rør. Måske gør de noget andet. Jeg er ikke helt sikker. Jeg kan ikke se ham. Der er så mange mennesker på stuen. Der er kaos i mit hoved. Hvad sker der? Min kæreste græder. Af glæde? Af sorg? Jeg ved det ikke. Min søn græder ikke. ”Er han okay? Er han okay?” Spørger jeg.

Endelig hører vi den dejligste barnegråd, jeg i mit liv har hørt. ”Ja, han er okay” siger jordemoderen endelig. Han skulle bare lige have hjælp til det der med at trække vejret. Det hele gik lidt for hurtigt, syntes han vist. Det kan man nu heller ikke klandre ham for. 3 ½ time fra første ve, så var han hos os. Jeg får ham over på mit bryst. Vi græder alle tre. Af glæde. Også selvom vores søn har skidt på mig og har det underligste formede baghoved, vi har nogensinde set. Vores dåsecolaer er stadig kolde.

Velkommen til verden, lille skat.

 

_ _ _

Må vi også fortælle din fødselsberetning? Så send en mail med din historie til MNR@momster.dk. Din beretning må være helt, som du ønsker – om så den er sjov, følsom, hård, sørgelig eller glad, er den mere end velkommen. Du bestemmer helt selv, om du vil være anonym, om du vil vedhæfte billeder eller hvordan du har lyst til at formidle din fødselsberetning.
Jeg håber at høre fra dig.
Mette / Momster

4 comments / Add your comment below

  1. Åh den er både rørende og fyldt med underholdning. Kan lige se det for mig, hvordan du brokker dig i bilen og at i brækker jer over kors 😉

  2. Sidder her med tårer i øjnene og er helt rørt over den meget personlige beretning. Det er godt nok en ordentlig omgang og dejligt den endte godt.

Skriv et svar