December måned dagbog

Jul i Frederiksberg Centret

Min december måned har været lige så hektisk, som i alle andre småbørnsfamilier hvert eneste år. Juleklip, arrangementer og andre hyggelige juleaktiviteter holder os i den grad beskæftiget. Med lige dele hygge og stress farer vi rundt igennem den dejlige måned.Men i år har min december været ekstra begivenhedsrig. Såsom at min 5-årige datter mistede sin første tand nogen sinde. Den havde rokket i flere måneder. Så en mandag morgen hang den dinglende i munden. Mor her tog en dyb vejrtrækning. For jeg havde kun et forsøg, da panikken spredte sig i det søde barneansigt for hvad der var i vente. Den skulle hives ud med et snuptag! Tand ude og mund erstattet med blod. En meget glad og overvældet 5-årig og en meget stolt mor midt ude i gangen en tidlig decembermorgen.

Frøken tandløs

Så blev der selvfølgelig bagt en masse. Rigtig mange småkager med alle vores nye fine forme. Der er ikke noget som duften af bagværk, der kan bringe julestemningen frem. Eller..jo, det skulle lige være julesalmer fra det hyggeligste ældre kor i Frederiksberg Centret.

Julebag

Og så har min datter gået Santa Lucia! Nøj, hendes forældre var ved at revne af stolthed, da hun gik så yndigt op med sine dejlige børnehavekammerater. Vi havde øvet os på sangen i ugevis. Og de nailede den bare! Sådan!

Venter på sin tur

Min lille dame har også været med i en reklamefilm for et pålægs-firma. Den skulle optages i et stort hus i Gentofte, hvor hun skulle spille en lillesøster. Hun og hendes storebror skulle forestille at stå op til morgenmad og se deres forældre skabe sig i køkkenet. Super hyggelig reklamefilm og en skøn oplevelse. Min datter laver ikke så mange modeljobs længere, da vi har besluttet os for at skære ned på det. Når vi så endelig gør det, plejer jeg og hende at lave en dag ud af det. Vi holder fridag, tager os god tid om morgenen, og hygger os rigtig meget resten af dagen. Lige den dag tog vi på biblioteket efter optagelserne, og så ud og købe en kjole til hende. Og afsluttede dagen på yndlingsrestauranten Wagamama.

Wagamama med min baby

De laver mega lækkert mad til rigtig gode priser. Og så er deres børnemenu også super fin. Det bedste er, at serveringen er lynhurtig! Det er dejligt, når børns sult hurtigt kan gå fra det generte “mor, jeg er sulten” til det hysteriske og trampende “MOR, JEG ER SULTEEEEEN”!!!

De første fem programmer af Spørg Momster er i løbet af november og december blevet sendt på Dk 4. Her i januar bliver de sidste tre sendt. Det er stadig hver torsdag kl 20.00 på kanalen. Og du kan også se dem her på Momster TV. Jeg lægger nyt klip ud hver dag fra mandag til fredag. Og så om lørdagen kommer hele programmet på. Du kan også høre dem som podcast på din cykeltur fx. Bare gå ind på min youtube lige her og så på med hørebøfferne.

Og så blev det endelig jul. Det største, der skete denne måned, var, at jeg gav min datter en hamster i julegave! Hun har ønsket sig den i flere år. Så i år skulle det være. Jeg havde en aftale med Poppi Dyrecenter på Østerbro om, at de skulle give besked, når de fik et nyt kuld baby-dværghamstre ind. 22. dec kom sms’en så. Nu var det nu! Og så tog jeg min datter hele vejen med derud til sit livs overraskelse. Hun blev over ekstatisk, da det gik op for hende, hvad det var. Tænker jeg laver et helt indlæg omkring det at få en hamster, for nøj, jeg vidste intet – har jeg fundet ud af nu.

Nytårsaften

Nytårsaften tilbragte vi i København K i en stor lejlighed på femte sal med en flok veninder. Min datter var med og elskede hvert minut af pige-festen. Ved 22-tiden cyklede min datter og jeg hjem for at se fyrværkeriet fra soveværelset. Men min elskede pige faldt allerede i søvn kl 22.30, mens jeg sad og arbejdede på computeren til larmen af fyrværkeri.

Og det gjorde jeg så alle i kære læsere kunne vågne op til et splinternyt design af Momster! Jeg tænkte, nyt år – nyt design! Så jeg håber, i tager godt imod det nye. Der er stadig nogle ting, der ikke helt er som de skal være. Men jeg synes, det er blevet rigtig lækkert og overskueligt nu. I løbet af året kommer der mere på Momster, jeg skal nok holde jer opdaterede.

Velkommen til et nyt år på Momster.

Skriv et svar